Jeg vil starte med at fortælle dig, at jeg har en gennemgribende følelse af ensomhed. Den har været min følgesvend altid. Har du også altid fået at vide - “du er ikke alene”? De ord har aldrig rigtigt ræsonneret i mig. Jeg har faktisk oftest følt mig allerbedst tilpas i mit eget selskab.

 

Disse første refleksioner over mine oplevelser, vil jeg egentlig invitere dig til at lytte til, i min podcastepisode her.

​

Dét jeg som voksen nu har fundet ud af er, at jeg har behov for nærvær i alle de relationer jeg indgår i. Hvad end det er nære intime relationer, arbejdsrelationer, familierelationer eller relationen til mig selv.

 

Nærvær er simpelthen nøglen til min sjæls trivsel og modstykket til ensomhedsfølelsen.

 

Så langt så godt - jeg har fundet ud af hvad jeg går og længes efter. Men hvor finder jeg så det nærvær?

 

Jeg vil tage dig med til min aller første cirkel jeg deltog i. Jeg havde søgt lidt rundt på de sociale medier og var gentagne gange stødt på en kvinde, som jeg kunne mærke en tryghed og et nærvær ved - selv gennem skærmen!

 

En dag tog jeg mig mod til at købe en plads til én af hendes cirkler. Jeg kunne mærke usikkerheden og min krop reagerede med kildren i maven og en smule ubehag - for jeg havde stadig tanker som “åh nej hvad vil min familie dog ikke tænke om mig?” og “åh nej bare mine kollegaer ikke opdager, at jeg bruger min fritid på sådan noget hokus pokus”. Men jeg kunne mærke inderst inde, at der ikke var nogen vej tilbage - det her var den rigtig vej for mig.

 

Jeg mødte op til cirklen, blev modtaget med varme øjne og en varm omfavnelse. Jeg var lige ved at smelte - det havde jeg aldrig oplevet før! Hun kendte mig jo slet ikke, men alligevel fandt hun den inderlige varme frem og gav den til mig!

 

Cirklen begyndte og kort tid efter begyndte jeg at græde - glædestårer som fortalte mig, at nu var min sjæl endelig fundet hjem til et sted, hvor der var nærvær.

 

Ensomhedsfølelsen blev sat i baggrunden.

 

Lige siden denne oplevelse, har jeg deltaget i cirkler hos denne varme og omsorgsfulde kvinde.

 

Og lige siden er jeg vokset i mit indre. Jeg bliver sat overfor udfordringer i min ydre verden, som jeg gang på gang møder med en kerne i mit indre, der hver gang bliver stærkere, renere og mere mig, fordi jeg øver mig i at sætte mine grænser.

 

For som min mentor sagde til mig: “Det kan godt være du ikke har lyst til at sætte grænsen overfor andre, men du har behov for det - dit selvværd bygges op og din indre kerne bliver stærkere og renere fra gang til gang”. Disse ord har jeg taget til mig og møder verden igennem dem, for ensomhedsfølelsen vil altid være min følgesvend - dog har jeg forenet mig med at den også er min vejviser, den hjælper mig med at mærke, hvad der er sandt for mig i dette liv.

 

 

Jeg har nu fornøjelsen af at afholde månedlige ceremonier, hvor jeg faciliterer til omfavnelse, fællesskab, ro, stilhed og respekt.

Essensen er at vi holder det fælles rum i stilhed med færrest ord, fordi der i utroligt mange sammenhænge bliver forventet af os, at der kommer utallige fornuftige ord fra vores mund.

 

Men vi glemmer vores medmenneskelige kommunikation der ligger i det rene kropssprog og blot dét at være i nærheden af hinanden. Vores nervesystemer taler sammen, uden at vi behøver at gøre noget.

 

Jeg tror på at vi kan finde fællesskabsfølelsen frem på en langt mere selvkærlig vis, når vi ER sammen og ikke GØR en masse for at finde fællesnævnere i hinandens selskab.

 

Så lad dig selv være åben for at træde ind i et rum, hvor du ikke skal præstere – træd ind i et rum hvor essensen er, at du er til stede her og nu på den måde du føler er sand for dig.

Så du derigennem opbygger din indre styrke til at være den klippe i livet du har behov for at være.

 

Jeg vil glæde mig ualmindeligt meget til at byde dig velkommen til min ceremoni.

 

Kærligst Carina