Min vej til at arbejde med mennesker
For at forstå min vej til at arbejde med mennesker, vil jeg tage dig med tilbage til år 2008:
Det er andet år på matematikstudiet. Jeg studerede på halv tid og havde derfor halvt så mange fag som på det første år på matematikstudiet. Det var et nederlag for mig, jeg tænkte at der måtte være noget galt med mig, for alle andre lod til at kunne det hele. De havde tid til venner, kæreste, fester, forelæsninger, lektier og de var bare i godt humør hver dag. Jeg talte ikke højt om, at jeg var studerede på halv tid. Jeg talte i det hele taget ikke så meget mere med mine studiekammerater. Når forelæsningerne var færdige tog jeg hjem. Jeg tog hjem og fladede ud på sofaen.
Jeg begyndte at mærke, at jeg var ked af det og udkørt. Men jeg lavede jo ikke noget, jeg cyklede bare frem og tilbage fra studiet og hjem. Jeg havde en dejlig lejlighed sammen med min dejlige kæreste. Vi boede i en forældrekøbt lejlighed. Jeg havde gode veninder. Der var ingen problemer. Så hvorfor var jeg så udkørt og så ked af det?
En dag skete der noget, som jeg ikke havde forudset ville ske og jeg blev bange.
Vendepunktet
En helt almindelig hverdagsmorgen lå jeg i min seng. Jeg kunne ikke stå ud af sengen. Jeg lå sammenkrøllet og græd.
Min kæreste var stået op og var i gang med dagen og nærmest på vej ud ad døren. Han spurgte hvad der var galt. Jeg kunne ikke svare, jeg kunne kun ligge sammenkrøllet og græde.
Jeg kunne mærke min kærestes bekymring for mig. Men jeg mærkede ikke noget for mig selv – jeg kunne ikke føle, mærke eller tænke. Jeg husker, at min kæreste tog en beslutning om, at jeg skulle blive hjemme og holde sygedag.
Jeg husker ikke de efterfølgende dage så tydeligt, men jeg var hjemme. Jeg kom ud af sengen og begyndte at foretage mig almindelige hverdagsting. Jeg talte med min kæreste hver dag, og det blev tydeligt for mig, at jeg skulle tage en beslutning nu.
Beslutningen stod imellem, om jeg skulle fortsætte og færdiggøre det sidste 1,5 år på matematikstudiet på halv tid, eller om jeg skulle melde mig ud af studiet uden at have en plan for, hvad jeg så skulle studere.
Frygt og identitetskrise
Jeg var rædselsslagen! Jeg var gået direkte videre til matematikstudiet fra gymnasiet, og jeg følte det som en identitetskrise. Jeg var hende, der havde styr på sit liv og havde en plan for mit liv. Jeg var under ingen omstændigheder hende, der blot sjuskede sig frem til, hvad der så skulle ske i livet ad hoc.
Jeg var bange – på den ene side var jeg bange for igen at opleve opgivenheden og smerten, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge i sengen. Og på den anden side var jeg bange for at miste min identitet, hvis jeg meldte mig ud af studiet, uden at have en plan for, hvad der så skulle ske.
Uanset hvilket valg jeg traf, ville frygten være min følgesvend og noget jeg blev nødt til at tage med mig videre i livet.
Jeg tog til sidst beslutningen om at melde mig ud af matematikstudiet.
Jeg følte det som et kæmpe nederlag at melde mig ud af matematikstudiet. For jeg havde altid været dygtig til matematik. Jeg havde altid valgt mine veje ud fra, hvad jeg var dygtig til. Så hvad var jeg dygtig til nu?! Hvad skulle jeg nu vælge?!
Jeg begyndte at åbne øjnene for andre muligheder for uddannelser. Jeg vågede mig ud i at se på uddannelser, der ikke var universitetsgrader, fordi jeg fandt en lille gnist af noget, som jeg kunne lide og ikke kun var dygtig til: at arbejde med mennesker.
Jeg havde et studiejob som pædagogmedhjælper, hvor jeg passede multihandicappede børn og unge. Jeg mærkede en meningsfuldhed ved dette arbejde. Jeg elskede at være nysgerrig på mennesker, at forstå både kropssprog og de sagte ord på nye måder – det tændte en gnist inde i mig.
Jeg valgte sygeplejerskestudiet.
Læringen og min sjæls kald
Når jeg i dag ser tilbage på min beslutning om at vælge sygeplejestudiet, er det tydeligt for mig, at jeg lærte, at jeg ikke udelukkende havde en identitet på baggrund af dét jeg var dygtig til.
Jeg har en identitet på baggrund af hvem jeg er som medmenneske.
Jeg ved nu, at valget jeg stod overfor under min studietid, var et altafgørende valg, der bragte mig videre i mit liv i retningen af dét min sjæl, brænder for – at guide andre mennesker mod mental sundhed.
Min passion for mental sundhed
- sjælens og hjertets liv
For at forstå min passion for mental sundhed, vil jeg tage dig med tilbage til år 2015/2016:
Jeg er nyuddannet sygeplejerske og bliver ansat på et intensivt psykiatrisk afsnit. Jeg er stolt og har masser af energi på at komme ud i den virkelige verden og bruge al den viden og de kompetencer, som jeg har opbygget i løbet af min uddannelse. Jeg ved at jeg er dygtig.
Følelserne pakkes væk
På et tidspunkt skal min mand rejse til Frankrig i forbindelse med sit Ph.d.-studie. Han skal arbejde i Frankrig i 3 måneder i træk. Hver aften ringer mine børn og jeg til min mand over Face Time. Eller rettere sagt, mine børn og min mand ringer sammen. Jeg sørger for, at jeg altid har et eller andet praktisk at ordne lige i den tid, hvor de ringer sammen – så undgår jeg nemlig at se min mand. Følelserne er for overvældende og svære at håndtere. Det er både et voldsomt stort savn og samtidig en opslidende uretfærdighed og vrede der fylder mig. Jeg savner min elskede mand og alt hvad han er. Og jeg føler samtidig, at det er så uretfærdigt, at han kan være dernede i det varme Frankrig, fri som en fugl og omgive sig med eksotisk mad og natur, mens jeg knokler herhjemme i den samme hektiske trummerum af en hverdag. Følelserne er for svære at håndtere, så jeg pakker dem væk og flygter fra dem ved ikke at se min mand på Face Time og blive ved med at knokle – så mærker jeg ikke følelserne nær så meget, de gør ikke nær så ondt.
Kroppens reaktion
En dag får jeg enorme smerter i maveregionen. Smerterne kender jeg godt fra tidligere – de har været der ind i mellem de sidste 5 år. Jeg bliver indlagt til observation.
De samme dage hvor disse smerter opstår, har jeg og børnene planlagt en forlænget weekendtur til Frankrig for at besøge min mand. Rejsen bliver aflyst og jeg opholder mig på hospitalet.
Jeg mærker ikke nogen følelsesmæssige reaktioner. Jeg får at vide fra mange, at det er ærgerligt og synd at vi ikke kommer afsted til Frankrig. Men jeg kan ikke mærke nogle følelser selv, og jeg tænker ikke så meget over det – jeg er følelsesmæssigt flad. Tiden på hospitalet bruger jeg på at læse mails fra arbejdet og læse faglige tekster. Jeg gør alt for ikke at tænke på min mand eller mærke mine følelser.
Da jeg bliver udskrevet fra hospitalet og er rask igen, kører jeg videre med arbejde og hverdagen i samme tempo som inden min indlæggelse. Jeg har under indlæggelsen blot sat pladen på pause og hoppet tilbage i samme rille igen efter udskrivelsen.
Nyt pres
Der begynder nu at komme et nyt pres på mig, både som medarbejder og kollega, da jeg bliver valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Et pres fra min nærmeste leder og et pres fra mine kollegaer – jeg oplever at de forventer at jeg kan gøre arbejdspladsen til et nyt og bedre sted. Jeg bliver overvældet og ved ikke, hvad jeg skal gøre med disse forventninger. Jeg tænker at det nok bare er sådan det skal være, og jeg prøver febrilsk at leve op til forventningerne, uden at stoppe op og overveje, om det egentlig er menneskeligt muligt. Jeg har et ønske om at forblive vellidt og klare mine opgaver til perfektion. For jeg er hende, der altid gør tingene på den rigtige måde – den rigtige måde som andre bliver tilfredse af.
Sygemelding - stress
Til sidst kan min krop ikke mere – jeg melder mig syg med stress. Mine tanker begynder at blive mørke og kredse om opgivenhed, jeg tror ikke på mig selv og mit værd, jeg er ualmindeligt udmattet i kroppen.
Gennem arbejdspladsen får jeg tildelt et par sessioner hos en psykolog. En psykolog, som jeg kan vælge fra et katalog på en hjemmeside. Jeg vælger én der har kontor tæt på min bopæl. Jeg tager pligtopfyldende til alle sessionerne og fortæller om mine tanker og det pres jeg oplever på min arbejdsplads. Men jeg føler og mærker ikke noget. Det er som om jeg slet ikke har forbindelse til min krop og til mine følelser – selvom jeg græder og græder og græder. Jeg oplever ikke at psykologen rigtigt ser mig eller hører hvad jeg siger. Jeg føler at jeg igen skal præstere og gøre det korrekt til sessionerne. Jeg føler ikke tryghed til at kunne tillade mig selv at se og mærke mine følelser – jeg gemmer dem væk uanset hvad psykologen spørger mig om. Jeg går til psykologsamtalerne med målet om at blive frisk nok til at blive raskmeldt og søge nyt arbejde med det samme. For det er ikke velanset at søge job under en sygemelding med stress.
Nyt håb
Jeg får arbejde som sygeplejerske på en anden afdeling og jeg mærker et lille håb om, at jeg kan starte på ny.
Jeg tager erfaringen for hvordan nogle stress-symptomer kan opleves med mig. For jeg vil under ingen omstændigheder mærke disse symptomer igen. Jeg gør alt for at undgå at mærke dem igen. Det er for smertefuldt.
Min mand er kommet hjem fra Frankrig og jeg får efteruddannelser indenfor terapi, vejledning og undervisning og smerterne i maven er forsvundet. Det går alt i alt rigtig godt – både karrieremæssigt og privat.
Noget er endnu ikke rigtigt
På 5 år skifter jeg enten stilling eller arbejdsplads i alt 6 gange - i håbet om at finde lykken og tilfredsheden. Jeg kan ikke finde mig til rette. Jeg kan ikke finde ro. Enten mærker jeg stress-symptomer eller også søger jeg noget mere og noget større karrieremæssigt.
Jeg bliver ved med at mærke en klaustrofobisk fornemmelse – som om jeg hele tiden prøver at kæmpe mig ud af en kasse og hele tiden bliver puttet ned i enten den samme kasse eller en ny kasse. Jeg mærker det som om jeg er bundet ind i reb og hele tiden forsøger at løsne dem, uden at de rigtigt faldt af, men i stedet bliver ved med at blive strammet til igen hver gang jeg enten skifter stilling eller arbejdsplads. Jeg bliver ved med at føle mig fanget i, hvordan jeg bør gøre tingene og tanker om hvad andre forventer af mig.
Vendepunktet
En dag, hvor jeg igen ønsker videreuddannelse, får jeg øje på begrebet compassion. Jeg melder mig på et kursus – betalt af mig selv, uden at få tilskud fra arbejdspladsen. Det er første gang jeg selv investerer i min udvikling. Det er første gang, at jeg vælger et kursus med hjertet, første gang jeg vælger et kursus ud fra hvad jeg selv har behov for. Compassion-kurset er min første dør ind til den selvudviklingsrejse, som jeg uden at vide det, er trådt ind i. Jeg begynder at øve mig i compassion og begynder så småt at kunne mærke min krop, mine følelser og mig selv.
Dette er startskuddet til, at jeg får mere og mere personlig styrke til at bryde ud af kassen, løfte låget og træde helt ud af kassen. Det er startskuddet til at jeg kan lirke de stramme reb omkring mig op og lade dem falde ned om mine ankler og træde ud af rebets faste greb.
Siden jeg deltog på compassion-kursus, har jeg investeret i min egen udvikling kontinuerligt. Jeg har investeret i forløb hos coaches, mentorer, en clairvoyant og et kursus i Human Design. I løbet af min udviklingsrejse, har mine smerter i kroppen, min klaustrofobiske fornemmelse af at være lukket nede i en kasse eller bundet i reb fortaget sig. De metoder jeg har lært på min udviklingsrejse, har jeg integreret i mit liv. Jeg har en daglig praksis med yoga, meditation, spirituel kommunikation og dagbog. Både investeringen i mig selv i form af støtte og guidning hos andre samt min daglige praksis, er nøglen til at jeg er kommet videre i mit liv og nu LEVER.
Ansvar
Jeg har lært at det er mig selv der har ansvaret for min egen mentale sundhed. Der kommer ikke nogen og fikser den for mig, for der er ikke andre end mig, som kan mærke, føle og lytte. Det er mit ansvar at skabe et liv hvor jeg lever. Det er mit ansvar at holde mig i live for min egen skyld, min mands skyld og mine børns skyld. Når jeg holder mig selv i live, kan jeg skabe fundamentet for mine børn, så de en dag selv kan tage ansvaret og skabe et liv, hvor de lever – sjæleligt og hjerteligt.
Min passion ligger i at opbygge og opretholde mental sundhed. For den mentale sundhed er fundamentet for, at vores sjæl og hjerte kan leve.
Min passion er mental sundhed – sjælens og hjertets liv.
At åbne op og leve
Jeg ser nu tilbage på min historie og kan se, at jeg i så mange år har lukket mig sammen – som en rose hvis blade er foldet sammen og lukket. Hver gang jeg har foldet et blad ud, har jeg set på dét min krop og mit sind var klar til at se på – følelser, tanker, adfærd. Jeg har investeret i støtte, guidning og undervisning hos de personer, som jeg selv følte en tryghed og tillid til. Jeg kan se nu, at siden jeg deltog på compassion-kurset, har jeg hver evig eneste dag foldet flere og flere blade ud og jeg bliver ved.
Jeg bliver ved resten af livet, for jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig skal lukke mine blade ind igen.
Jeg har lært at det er usundt og ødelæggende at lukke følelser inde. Jeg har lært at det giver voldsomme smerter både i kroppen og i sindet at lukke følelser inde. Jeg har lært at det ikke kun ødelægger mig selv men også mine relationer til andre og i særdeleshed min relation til mine nærmeste.
Jeg har lært, hvor vigtigt det er at opretholde min mentale sundhed. Uden den vil min sjæl og mit hjerte ikke kunne leve.
Det er ikke nok blot at leve fysisk.
Det er smertefuldt at lade sjælen og hjertet dø.
